Annons

Spa og wellness-uddannelse i Danmark!

Spa og wellness-uddannelse i Danmark!
23. januari 2007 bal@freemindsmedia.com

23. januari 2007

Spa & Wellness

 

Spa & Wellness

– det kan man da ikke uddanne sig i…?

Der var engang. Engang, hvor spa & wellness var fremmedord for de fleste, og hvor teknikker som hot stone, body wrap og shiatsu kun var noget, man (måske) havde hørt om. Og det var i hvert fald ikke noget, man kunne lære nogen steder, og da slet ikke på offentlige skoler med statsstøtte i ryggen.


Professionel forkælelse
Det var dengang. Til marts starter Danmarks første spa & wellness-hold på Randers Tekniske Skole, hvor kursisterne på seks uger skal lære alt om professionel forkælelse for både krop og sjæl. I øjeblikket er håndværkerne i gang med den allersidste finish, så skolens nye specialafdeling for spa & wellness kan blive klar til den første undervisningstime.

Og undervisning i spa & wellness foregår selvfølgelig ikke i gammeldags klasselokaler med tavle på væggen og kridtstøv i luften. Det foregår i lækre indendørs spa-områder med palmer, springvand og blid musik i højttalerne, så kursisterne kommer til at opholde sig i de samme omgivelser, som de skal arbejde i bagefter. For spa & wellness handler om helheden, om kropslig forkælelse og mental afslapning, og derfor er intet overladt til tilfældigheden i skolens nye wellness-afdeling. For eksempel vil der også være frisk frugt og køligt kildevand på gangene for simpelthen at gøre stedet så lækkert som overhovedet muligt. Det er de små detaljer, der tæller i spa & wellness, og det skal kursisterne lære fra dag 1. Sammen med en masse andet selvfølgelig!

Honning og chokolade på skemaet…
Selvom kurset kun varer seks uger, er der meget kursisterne skal lære. Undervisningen varetages af Tina Qvist og Helle Tjørnfelt, der begge er wellness-specialister med bred erfaring inden for området – også når det gælder mere utraditionelle teknikker. For eksempel går de ikke af vejen for at introducere kursisterne til massage med honning og chokolade.

– Chokolademassage er en supersanselig oplevelse! Men chokolade indeholder også antioxidanter, som sammen med chokoladesmør har en blødgørende og anti-aldrende effekt på huden, forklarer Helle Tjørnfelt.

 Wellness i vælten
Ingen kan have noget imod honning og chokolade. Eller massage og spa for den sags skyld, men hvad skal det alt sammen bruges til bagefter?

Lars Banner er uddannelsesleder på Randers Tekniske Skole – og en glad mand. For i og med skolen er kommet først med en officiel spa & wellness-uddannelse herhjemme, forventer han et stort rykind af kursister med appetit på professionel wellness. For wellness er i vælten.

– Jeg tror på, der er et kæmpe behov for denne uddannelse. De seneste år har flere og flere danskere fået smag for wellness, men der mangler stadig hænder, der ved, hvordan man gør! Men nu kan man uddanne sig inden for spa & wellness på helt almindelige AMU-vilkår, så alle kan være med – du skal ikke selv betale for et dyrt kursus i privat regi. Samtidigt kan du tage kurset i små bidder to eller tre dage om ugen, så du stadig kan passe et arbejde ved siden af – bare du tager 30 kursusdage i alt. Derudover kan vi skræddersy kurser til virksomheder i branchen, så indholdet passer til den enkelte virksomhed, ligesom vi er fleksible med hensyn til tidspunkt – for eksempel kan vi lægge kurset om aftenen eller i weekenden. Kort sagt regner vi med at få en masse kursister, der allerede arbejder i wellness-branchen og gerne vil lære det sidste nye, samtidigt med de får papir på det, de kan i forvejen. Men kurset er for eksempel også for frisører, der vil etablere spa-afdelinger i deres saloner, eller folk fra helt andre fag, der gerne vil prøve noget nyt i en spændende branche i vækst.

 

Fakta om spa & wellness

Spa er en forkortelse af "salus per aqua", som på latin betyder "sundhed gennem vand".
 Spa er også en by i Belgien, der er kendt for sine kurbade og sit gode kildevand.

Wellness kommer fra engelsk og kan oversættes til "velvære".

Hot stone er en speciel massageform, hvor opvarmede lavasten placeres bestemte steder på kroppen. Varmen fra stenene trænger derefter langsomt ind i kroppen, hvilket virker fysisk afslappende og giver mental ro.

Shiatsu er en japansk massageform, der benytter sig af de samme principper som akupunktur. "Shiatsu" betyder "fingertryk", idet shiatsu-massøren bruger fingrene til en nænsom aktivering af de energibaner, som akupunktøren aktiverer ved hjælp af nåle.

Body wrap er en teknik, hvor du bliver pakket ind i forskellige helsebringende produkter. En body wrap kan for eksempel afgifte og remineralisere din hud samt forbedre blodcirkulationen.

 

 

Kontakt info

Hvis du vil vide mere om spa & wellness-uddannelsen kan du ringe til Randers Tekniske Skole på telefon 87 10 04 00.


ANNONS